På hylden i Bathmen står fem absinter fra fem forskellige huse. Fire af dem står ved likørerne og én ved den øvrige spiritus, hvor enogtyve flasker står sammen, som ikke passer nogen andre steder. Det er straks kendetegnende for denne drik: absint passer ikke pænt i nogen kasse.
Om få drikke hænger så mange historier. Dem lader vi ligge og holder os til det, der står sort på hvidt: hvilke urter der indgår, hvilken grænse lovgiver sætter for thujon, og hvornår forbuddet kom og forsvandt igen.
Tre urter danner grundlaget
Absint fremstilles af tre planter, som tilsammen kaldes den hellige treenighed: malurt (Artemisia absinthium), grøn anis (Pimpinella anisum) og fennikel (Foeniculum vulgare).
Disse krydderurter udtrækkes først i alkohol og destilleres derefter igen. Ved den gennemløb bliver en del af de bitreste beståndele tilbage i kedlen. Det, der går over, er klart og farveløst.
Den grønne farve kommer først bagefter, ved en anden udtrækning. Her kommer bl.a. lille malurt, isop og citronmælisse i det klare destillat. Bladgrønt fra disse planter farver drikken. Det er netop grunden til, at en absint farvet på denne måde med årene skifter fra grøn til rav: bladgrønt holder ikke i lys.

Hvorfor absint bliver uklar, når der tilsættes vand
Når absint tyndes med vand, bliver drikken mælkehvid. Det kaldes louche, efter det franske ord for uklar.
Er is niets raadselachtigs aan. De aromastoffen uit anijs en venkel lossen goed op in alcohol en slecht in water. Zakt u door water toe te voegen onder een bepaald alcoholpercentage, dan komen die stoffen uit de oplossing en blijven ze als heel kleine druppeltjes zweven. Die druppeltjes verstrooien het licht, en dat ziet u als melkwit.
Præcis det samme sker med pastis, ouzo, raki og sambuca, og af samme grund. Af de fire har vi omkring halvtreds flasker, mod fem absinter.

Thujon: det eneste tal, loven nævner
Malurt indeholder thujon. Det er stoffet, hele historien handler om, og det er også det eneste, som den europæiske lovgiver har sat et tal på.
Den grænse findes i EU’s aromaregler. Siden reglerne blev harmoniseret i 1988, gælder der en øvre grænse, som senere er gået op i aromaforordningen fra 2008. For alkoholholdige drikkevarer, hvor en Artemisia-art er angivet som ingrediens, ligger grænsen på 35 milligram tujon pr. kilo. For andre alkoholholdige drikkevarer er den 10 milligram pr. kilo.
Og dér stopper det. Om hvad thujon gør ved et menneske skriver vi intet: hverken bekræftende eller afkræftende. Det er ikke vores fag, og det hører ikke hjemme i en butikshistorie. Det, vi kan skrive, er, at hver flaske absint, der står på hylden i Europa, skal holde sig under den grænse, og at et laboratorium kan efterprøve det.
Forbuddet tog ni år at få på plads
Tussen 1906 en 1915 verdween absint in het grootste deel van West-Europa uit de winkel, land voor land.
Belgien gik forrest i 1906. Holland fulgte i 1909. Schweiz forbød drikken i 1910 efter en folkeafstemning. USA gjorde det i 1912. Frankrig, langt det største marked, forbød salget i første år af Første Verdenskrig og lovfæstede det i 1915.
Hvad der præcis lå til grund for disse forbud, er et historisk spørgsmål, som historikere er uenige om indbyrdes. Vi lader det spørgsmål ligge her.

En verdween in zeven jaar weer
Genåbningen af markedet forløb næsten i omvendt rækkefølge og varede omtrent lige så længe.
Holland var tidligt ude: i juli 2004 bortfaldt forbuddet her. Belgien fulgte den 1. januar 2005 og Schweiz den 1. marts samme år. USA tillod absint igen i 2007. Frankrig sluttede rækken i maj 2011, da loven fra 1915 blev ophævet, og ordet absinthe igen måtte stå på en fransk etiket.
Omdat de Europese aromaregels al vanaf 1988 een thujongrens kenden, bestond er in de tussenliggende jaren een merkwaardige situatie: een product waarvoor Europa een norm had vastgesteld, maar dat in een aantal landen nog steeds niet in de winkel mocht liggen.
Hvad loven ikke foreskriver
Her er den del, der overrasker de fleste. For cognac, jenever og gin foreskriver den europæiske drikkevarelovgivning nøjagtigt, hvad der skal være i: hvilket destillat, hvilket minimum af alkohol, hvilken smag der skal dominere. For absint gør den det ikke.
Der er intet europæisk minimum for alkoholprocent for absint og ingen foreskrevet opskrift. De tre krydderurter er en skik og ikke en forpligtelse. Det, der gælder, er øvre grænse for thujon og de almindelige regler for mærkning.
Konsekvensen er, at to flasker, der begge hedder absint, kan være lavet meget forskelligt. Etiketten fortæller ikke det af sig selv. Spørg derfor til det, eller se på alkoholprocenten og på, hvad producenten siger om farvningen.

Hvor du kan begynde
Absint drikkes næsten aldrig ren. Den sædvanlige måde er tre til fem dele koldt vand til én del absint, hældt langsomt i, så louchen opbygges roligt. Sukker må gerne komme i, men det er ikke nødvendigt.
Fem flasker er ikke et stort udvalg, men de adskiller sig markant i alkoholprocent og farve. Kig forbi i Bathmen eller ring på 0570 541 278, så gennemgår vi dem sammen og læser sammen, hvad der står på etiketten.
Se mere
Hjørnet, hvor vores franske absint står, er øvrig destilleret, med enogtyve flasker; huset bag den finder du her: Massenez. De fire andre absinter står blandt likørerne. Du kan selv søge med søgemaskinen over vores sortiment.
En anden familie, hvor bitre urter spiller hovedrollen, er den italienske urtebitter. Hvordan den fremstilles, og hvilke familier der findes, står i Amaro. Hvor grænsen mellem likør og likorette går, og hvorfor den står på etiketten, står i Likeur of likorette.


Whisky
Øl
Vin
Spiritus
Aperitif og noget særligt
Alkoholfri
Glas og andet
Samarbejder
Whisky
Vin
Øl
Gin
Rom
Likør
Jenever
Cognac
Til jeres egen gruppe
Ring
E-mail
Kig forbi
Åbningstider